Kost og væske
Kost og væske…
Kroppen er afhængig af at du drikker og spiser fornuftigt
Hvad er der i kosten?
I princippet findes alle de næringsstoffer vi behøver i vores kost. Men det kræver naturligvis at vi ved hvad vi skal bruge, for at vi kan sammensætte kosten så den passer.
Heldigvis er vi bosiddende i et land, hvor stort set alle fødevarer som sælges skal være udstyret med en varedeklaration. Og det betyder, at man skal kunne læse på varen hvad den indeholder.
Især findes der fire vigtige oplysninger, som vi skal bruge. Og det er mængden af fedt, kulhydrat og protein i varen, samt energimængden (kalorie-tallet) for varen.
Andre oplysninger kan være hvilke tilsætningsstoffer der eventuelt kan være anvendt i varen og naturligvis varens holdbarhed.
Hvad er fedt?
Fedt er som ordet siger: Fedt. Kroppen har brug for en vis mængde fedt i sin forbrændingsproces og for at kunne opløse og udnytte de fedt-opløselige vitaminer.
Men generelt indtager vi alt for meget fedt. Den fedtmængde vi indtager bør ikke overskride 30 gram om dagen for et voksent menneske – mange indtager 10-20 gange så meget.
Man arbejder med flere typer fedt, der ikke er lige skadelige at indtage. Det mættede fedt (det er fedt, der kan størkne i stuetemperatur – typisk smør, fedt fra dyr etc.) og det umættede fedt (fedt der er flydende i stuetemperatur – typisk fedt fra planter som f.eks. olie). Den mættede fedt er den farligste, idet den også størkner i vore blodkar og derfor afstedkommer hjertekar sygdomme – f.eks. blodpropper.
Hvad er kulhydrat?
Kulhydrat er sukkerstoffer under en eller anden form – eller andre stoffer, som kroppen kan omdanne til sukkerstof, som den bruger som brændstof. Det er vigtige stoffer for kroppen, men også stoffer man skal være opmærksom på at dosere rigtigt. For kroppen skal også kunne forbruge den mængde man indtager – ellers lægges det på lager – man bliver altså overvægtig.
Kroppen har langt lettere ved at udnytte energien i sukkerstofferne end i f.eks. fedtet og derfor vil et for stort indtag af kulhydrat betyde at kroppen ikke behøver forbrænde sit fedt – og så vil man ikke tabe sig.
Det er en naturlig proces i kroppen at den altid vil begynde en aktivitet med at forbrænde sukker og først hvis aktiviteten er længerevarende (typisk over 20 minutter) igangsætter den en egentlig fedtforbrænding.
Hvad er protein?
Protein er kroppens byggesten. Det er altså det som kroppen er bygget op af, og som bruges som reperations-middel hvis der opstår skader på kroppen, hvilket man antager der sker ca. 1 million gange i døgnet. Man behøver dog uhyre sjældent tage så meget hensyn til proteinmængden i kosten, idet stort set ingen lider af proteinmangel. Kun sportsudøvere på meget højt niveau eller mennesker med en meget ensartet kost (uden proteinholdige næringsmidler) har særlige behov.
Hvad er Kilojoule og Kalorier?
Det er lige nøjagtig det samme. Kilojoule er blot en europæisk måleenhed og Kalorier er en amerikansk. Det er fint at kende begge dele, da oplysninger om energimængde og forbrænding af energi kan blive oplyst i begge enheder. Ofte fremgår begge enheder da også af f.eks. varedeklarationer.
Omregning fra kalorier til kilojoule er ved at gange med ca. 4,25. Altså 1 kalorie = ca. 4,25 kilojoule.
Omregning fra kilojoule til kalorier er således ved at dividere med ca. 4,25.
Begge enheder beskriver mængden af energi i en fødevare. Altså hvor meget aktivitet vi kan yde ved at indtage fødevaren. Når vi kender dette samt hvor meget energi vi har brug for, kan vi få vores kost til at passe med den/de aktiviteter vi ønsker at udføre.
Omsat i energi er kilojoule lig med 1 kg løftet 1 meter op og sat ned igen.
Omregningstabel
1 gram fedt giver 38 Kilojoule (KJ) eller 9 kalorier (kcal),
1 gram kulhydrat giver 17 KJ eller 4 kcal,
1 gram protein giver 17 KJ eller 4 kcal,
1 gram alkohol giver 17 KJ eller 4 kcal.
Man anbefaler at den daglige energimængde gerne skulle komme fra de forskellige grupper i nogenlunde dette forhold:
10-15% fra protein, 55-60% fra kulhydrat og Max 30% fra fedt!
Hvad er kolesterol?
Kolesterol er en type fedtstof som kroppen anvender ved opbygning af kroppens celler og er således livsnødvendigt. Det meste kolesterol danner vi selv, men man kan også indtage kolesterol fra f.eks. kød og mælkeprodukter. Der findes både godt og dårligt kolesterol, og det gælder således om, at undgå dårligt kolesterol, da det fremmer hjerte/kar-sygdomme. Og det gøres ved at undgå fed mad – specielt umættet fedt. Hvad er vitaminer og mineraler?
Det er stoffer som er vigtige – og ofte – livsnødvendige for kroppen. Vitaminer kan være både vand- og fedtopløselige og kan overdoseres, da kroppen ikke bruger flere end den har brug for. Se mere om disse ting under “Hvor findes hvad i kosten?”.
Hvad med tilsætningsstoffer?
Vor kost tilsættes et utal af forskellige tilsætningsstoffer. Det kan være under fabrikationen eller for at give produkterne nogle bestemte egenskaber.
Det behøver ikke være nogen dårlig ting, at der tilsættes stoffer til fødevarerne og mange tilsætningsstoffer er sådan set bare andre fødevarer, der giver farve, konsistens eller andet. Men visse tilsætningsstoffer kan man reagere imod, og man bør da også være opmærksom når man handler.
Alle tilsætningsstofferne er mærket med de såkaldte E-numre, og man kan få en liste over disse. Tilsætningsstoffer er typisk farvestoffer, sødestoffer, aromastoffer, konsistensmidler, konserveringsmidler o.lign.